Dieses Blog durchsuchen

Mittwoch, 20. Juli 2011

At mangler en overflade Sandhedskjerligheden skal have for at holdes fast...

 
Og dog staar det fast, at Kjerligheden skal kjendes paa Frugterne. Men hine Textens hellige Ord er jo heller ej sagte for at opmuntre os til at faa travlt med at dømme hinanden; de er tværtimod sagt formanende til den Enkelte, til Dig, m.T., og til mig, for at opmuntre ham, at han ikke lader sin Kjerlighed bliver ufrugtbart, men arbejder, at den maa kunne kjendes paa Frugterne, hvad enten disse nu af Andre blive kjendte eller ikke.

(Kierkegaard, Kjerlighedens Gjerninger)


På den plads hvor kun navnet minder om de grønne som må have været der en hele periode tilbage, har J., hendes mænd, og mig, sættet os med en tilbageblivet, nu næsten energiløs hastighed fra den sidste nat, som må have materialiseret, nu i vores stilhed berøvet af andre linier,i J.´s glemt pung, som var en gentagelse af den samme pung hun mente at have tabt sidste gang vi mødte i min hjemmeby.
Den chance at bringer lidt af den store masse af Danske kontant frem jeg hævede dagen før uden mål, for at betale den allerede bestilte morgenmad og æblejuice med soda, lettede mig af min kropslig limbo - endnu en lille frem-og-tilbage indtil der skulle snakkes, alle veje nu gået. Også J. var snart tilbage med selve pungen og vi tilladt hende at betale lidt reparationer for forsinket spisning med mad fra hendes rig anretning. Så snakkede vi om nogle ansvarsting i vores liv, uden at den skrigende forskel i fornemmelsen af tomheden, som blev en skygge af sidstenats uhyre flugtenergi, kunne forstås anderledes at den må separere os her og nu for at hold noget i det tilbage for hver os tre. Jeg forsøgte, bagvendt, at finder en sammenhæng mellem hvad Kierkegaard nævnte den sorte overflade, som ligger over kærlighedens - og dermed savnets – dybe grund: er en tomhed som kan hverken deles når flygtes måske vores tids overflade, som er slet ikke en overflade mere, men en phænomen uden sted som kan kun markeres med at brude af eller gå fra hinanden? Mens each penny numbs the pain, er der en analogon i forhold til hinanden, hvis man nu veksler ord? I den Dansk konversation jeg finder mig i den her weekend bevæger jeg mig med så længe der tales – også i pauserne mellem ord, inden sætninger overhoved bliver afsluttet, blev jeg mød af en tomrum, for dens overvindning jeg følte mig utilstrækkeligt trøstet af den selve Danske sprog. Er det fordi ordene tilsneer som de breve i den digt af Søren Ulrik Thomsen i den Danske sprog, kun i forbindelse gennem en avanceret samling af åndelyd, og ikke en melodi (Svensk), et løfte (Tysk),en miskendelse (Fransk) eller en forudsæt common sense (Engelsk)? Det bliv efter vi endeligt og smerteligt separeres selve Assistens Kirkegård hvor jeg samlede mig ind fra nogle af de tomrumtrusler jeg næsten forsvand i den her gang.

Keine Kommentare:

Kommentar veröffentlichen